Din PIN-kode er ikke tilgængelig i Windows 11 – sådan nulstiller du den
Windows vil pludselig ikke tage imod din PIN-kode, eller den skriver, at PIN-koden ikke er tilgængelig? Her er, hvordan du nulstiller Windows Hello-PIN'en – fra logonskærmen, fra Indstillinger eller med én kommando.
Du tænder computeren og vil logge ind med din PIN-kode som altid. Men Windows tager ikke imod den, eller du får en besked om, at der er sket noget, og at din PIN-kode ikke er tilgængelig (på engelsk: Something happened and your PIN isn't available). Måske har du også bare glemt den efter en ferie.
Den gode nyhed er, at PIN-koden kun lever på den enkelte computer. Den kan altid nulstilles, så længe du kender adgangskoden til din konto – og ofte endda uden.
Hvorfor sker det?
PIN-koden i Windows hører til Windows Hello. Den er ikke det samme som adgangskoden til din Microsoft-konto eller arbejdskonto – den låser en lille nøgle op, som er gemt i computerens sikkerhedschip (TPM).
Bliver de lokale Windows Hello-data beskadiget, kan PIN-koden holde op med at virke. Det ses typisk efter:
- en større Windows-opdatering
- en BIOS-opdatering eller nulstilling af TPM-chippen
- ændringer i virksomhedens sikkerhedspolitikker, fx fra Intune
- at computeren er flyttet til en anden konto eller organisation
Trin 1: Log ind med din adgangskode i stedet
Du er ikke låst ude, fordi PIN-koden driller.
- Klik på Logonindstillinger under feltet på logonskærmen.
- Vælg ikonet for adgangskode (nøglen).
- Log ind med adgangskoden til din Microsoft-konto, arbejdskonto eller lokale konto.
Kan du logge ind, så spring videre til trin 3.
Trin 2: Nulstil PIN fra logonskærmen
Har du glemt både PIN og adgangskode, eller vil du bare nulstille med det samme:
- Klik på Jeg har glemt min PIN-kode under PIN-feltet.
- Bekræft din konto. Med en arbejdskonto i Microsoft 365 skal du typisk godkende med MFA, fx i Microsoft Authenticator.
- Vælg en ny PIN-kode.
Muligheden findes kun for Microsoft-konti og arbejdskonti – ikke for lokale konti. Har du en lokal konto, skal du logge ind med adgangskoden (trin 1).
Skal din arbejdskonto have nulstillet MFA først, fordi du har fået ny telefon, så se Nulstil MFA for en bruger i Microsoft 365.
Trin 3: Nulstil PIN fra Indstillinger
Når du er logget ind:
- Åbn Indstillinger > Konti > Logonindstillinger.
- Vælg PIN (Windows Hello).
- Vælg Jeg har glemt min PIN-kode og bekræft din konto.
- Vælg en ny PIN-kode.
Kan du huske den gamle PIN, kan du i stedet vælge Skift PIN.
Hvis det fejler, eller knappen ikke reagerer, er Windows Hello-dataene sandsynligvis beskadiget. Så gå videre til trin 4.
Trin 4: Slet Windows Hello-dataene og opret PIN forfra
Denne kommando sletter alle lokale Windows Hello-registreringer for den bruger, der er logget ind – PIN, ansigtsgenkendelse og fingeraftryk. Din konto, dine filer og din adgangskode bliver ikke rørt.
- Log ind som den bruger, der har problemet (med adgangskode, se trin 1).
- Åbn Kommandoprompt eller Terminal som almindelig bruger – ikke som administrator, ellers rammer du administratorkontoen i stedet.
- Kør:
certutil.exe -DeleteHelloContainer
- Log ud med det samme:
logoff.exe
- Log ind igen med adgangskoden.
- Gå til Indstillinger > Konti > Logonindstillinger og opret en ny PIN under PIN (Windows Hello). På en arbejds-pc beder Windows ofte selv om at oprette en ny PIN ved næste logon.
Har du brugt ansigtsgenkendelse eller fingeraftryk, skal de sættes op igen bagefter.
Problemer?
"Jeg har glemt min PIN-kode" mangler
Du er sandsynligvis logget ind med en lokal konto. Log ind med adgangskoden, og opret PIN-koden forfra i Indstillinger. Kender du heller ikke adgangskoden til en lokal konto, skal en anden administrator på computeren nulstille den.
PIN-koden holder op med at virke igen og igen
Sker det efter hver opdatering eller genstart, kan TPM-chippen være problemet. Tjek, at BIOS er opdateret, og kør tpm.msc for at se, om TPM'en melder klar. På firma-pc'er kan en Intune-politik også gennemtvinge en ny PIN – spørg jeres IT-ansvarlige.
Computeren beder om en BitLocker-nøgle
Er TPM'en blevet nulstillet, kan BitLocker også låse disken ved opstart. Se BitLocker beder om genoprettelsesnøgle – sådan finder du den.
For IT-ansvarlige: kan PIN'en nulstilles uden at slette noget?
Kør dsregcmd /status på pc'en og kig efter CanReset under brugerens status. Står der DestructiveOnly, sletter en nulstilling brugerens Windows Hello-nøgler og opretter nye – det er standard og fungerer fint. Står der DestructiveAndNonDestructive, er Microsofts PIN reset-tjeneste sat op, og PIN'en kan skiftes uden at nøglerne slettes.
Glemt adgangskoden til pc'en – ikke kun PIN-koden?
Har du glemt selve adgangskoden til pc'en i Windows 11, afhænger løsningen af, hvilken konto du logger ind med:
- Microsoft-konto (fx en Outlook.com- eller Hotmail-adresse): Vælg linket Jeg har glemt min adgangskode (I forgot my password) på logonskærmen, eller nulstil adgangskoden fra en anden enhed på Microsofts side til nulstilling af adgangskode. Log derefter ind på pc'en med den nye adgangskode.
- Arbejdskonto i Microsoft 365: Har jeres administrator slået selvbetjent nulstilling til, kan du nulstille adgangskoden på passwordreset.microsoftonline.com. Ellers skal jeres IT-ansvarlige nulstille den for dig.
- Lokal konto: Vælg pilen ved adgangskodefeltet, derefter OK og Nulstil adgangskode (Reset password), og besvar de sikkerhedsspørgsmål, du valgte, da kontoen blev oprettet. Ellers skal en anden administrator på computeren nulstille adgangskoden.
Når du er logget ind med den nye adgangskode, kan du oprette en ny PIN-kode som beskrevet i trin 3.
Kort sagt
En PIN-kode, der ikke virker, er sjældent en katastrofe. Log ind med din adgangskode, nulstil PIN'en under Konti > Logonindstillinger, og hjælper det ikke, så slet Windows Hello-dataene med certutil.exe -DeleteHelloContainer og opret en ny.
Driller det på flere pc'er i virksomheden, hjælper Todo-IT gerne med at finde årsagen.
